​Om Peder Lykke Centret

På Peder Lykke Centret finder du alt samlet under ét tag, hvilket skaber de ideelle rammer for det moderne seniorliv og for et mødested for ældre medborgere i lokalområdet. Hos os er både beboere og de daglige brugere velkomne til at benytte sig af alle vores tilbud. Hvert år er der desuden flere fælles arrangementer for alle. Det kan for eksempel være grillaftener eller fester.​

Tilbud på Peder Lykke Centret

Plejehjemmet på Peder Lykke Centret består af 6 afdelinger med 152 beboere i alt.​

Aktivitetscentret er et tilbud til lokalområdets hjemmeboende borgere over 65 år. Som medlem har man mulighed for at deltage i aktivitetscentrets mange forskellige tilbud og arrangementer.

​​

Daghøjskolen er et tilbud til førtidspensionister, folkepensionister samt efterlønsmodtagere i Københavns Kommune. Daghøjskolens aktivitetstilbud er både alsidige, aktuelle og har et højt fagligt niveau.

Produktionskøkkenet står for den daglige mad til plejehjemmets beboere. Peder Lykke Centret har også sin egen café Peder Lykke, som både beboere, pårørende, medlemmer, medarbejdere og borgere fra lokalområdet kan benytte.​

I midten af Peder Lykke Centret ligger vores fantastiske have, der i hele sommerhalvåret danner rammen for hyggeligt samvær, fælles grillaftener og fester. Rundt i haven finder du også musikinstrumenter, man kan spille på. Vi har også en urtehave 'det grønne apotek', der i øjeblikket bliver dyrket af både plejehjemmets beboere, frivillige, Aktivitetscentrets medlemmer og en netværksgruppe af kvinder fra Urbanplanen​.

Hverdagslivets ærinder kan nemt klares hos os, hvor der også er praktiserende læger, voksentandpleje, fodterapeuter med egen klinik, frisørsalon og et minimarked med forskellige dagligvarer. Endeligt findes der også en genbrugsbutik 'Genbrugsen', hvis overskud blandt andet går til aktiviteter på tværs af Peder Lykke Centret.

Historie

​Peder Lykke Centret blev bygget i slutningen af 1960'erne som en del af Urbanplanen på Amager - et boligprojekt, der blandt andet også rummede parkanlæg, skoler og almindelige boliger.

Med Peder Lykke Centret ønskede man et sted, hvor de ældre borgere kunne fortsætte med at leve, som de havde gjort i deres egne hjem, men med mulighed for at få den professionelle hjælp, de behøvede - og samtidig have en aktiv og glædesfyldt alderdom med lokalforankrede aktiviteter og samvær i dagcentret.

Begyndelsen på projektet

Københavns daværende overborgmester Urban Hansen, som lagde navn til projektet, tog i 1966 kontakt til Ensomme Gamles Værn for at tilbyde dem at stå for driften af det nye plejecenter på Amager. Ensomme Gamles Værn accepterede uden tøven, og 3 år senere gik byggeriet i gang.

Den første beboer flyttede ind på Peder Lykke Centret i august 1970. Hvert år fejrer vi husets fødselsdag den 24. august, da det var denne dag, centret blev erklæret åbent af H.K.H Kong Frederik IX.

​Peder Lykke Centret blev i forbindelse med sin åbning omtalt som 'Nordeuropas mest avancerede omsorgscenter' og 'en nyskabelse inden for omsorgsområdet'. Det nye dagcenter skulle være samlingspunkt for beboerne på plejehjemmet og kollektivhuset samt de ældre borgere i lokalområdet.​

50-års jubilæum

I august 2020 kunne Peder Lykke Centret fejre, at det var 50 år siden, at de første beboere flyttede ind.

Det fejrede vi med en hel uges fest, der startede med Centrets fødselsdag den 24. august. Her var der arrangeret en hel dag med festligheder for beboere, brugere, pårørende, medarbejdere og samarbejdspartnere. Og i løbet af dagen var over 400 personer med til at hylde centrets lange levetid.

Ugen var fyldt med musikindslag - alt fra dancehall og rap til soul/gospel og latinske rytmer. I det gode vejr blev der også nydt is og mad fra alverdens steder.

I anledningen af jubilæet blev der udgivet et tidsskrift, der fortæller Centrets udvikling og gemmer på gode historier fra medarbejdere og borgere. Mange ting har ændret sig siden det første spadestik til Peder Lykke Centret blev taget i 1969. Der er sket en faglig udvikling på ældreområdet, og lokalmiljøet har ændret sig. Peder Lykke Centret har fulgt med denne udvikling, men vi er også gået vores egne veje og lært af de mange erfaringer, vi har fået gennem 50 år med mangfoldige liv.

Læs mere om denne udvikling i tidsskriftet her.​

Peder Lykke Centret i dag​​

I dag ser Peder Lykke Centret lidt anderledes ud, men vores mål er stadig at være et samlingspunkt for det gode seniorliv og mødested for de ældre borgere i lokalområdet. Kollektivhuset er ikke længere en del af centret - til gengæld har vi fået en daghøjskole, bibliotek, frisørsalon, lægeklinik, minimarked og meget andet. De nye faciliteter er alle med til at gøre Peder Lykke Centret til en stor helhed, hvor det er muligt for beboere, brugere og medlemmer at leve livet fuldt og helt med mange af dagligdagens fornødenheder samlet under et tag.​​​

Kontakt os

Telefon: 32 34 43 87

​E-mail: plc@suf.kk.dk

​​Fax: 32344386​

Privatlivspolitik

Læs Peder Lykke Centrets privatlivspolitik her:

For borgere og pårørende

For medarbejdere