​Køkken og cafe

På Peder Lykke Centret har vi vores eget produktionskøkken, der er ansvarlig for mad og måltider til plejehjemmets beboere. Derudover står køkkenet for den daglige drift af Café Peder Lykke, hvor alle kan spise til fornuftige penge, samt maden til vores forskellige fester, fejringer af mærkedage og højtider samt vores mange grillaftener i vores have, som finder sted henover sommeren.

Et mangfoldigt og økologisk madkoncept

På Peder Lykke Centret har vi udviklet vores egen mad- og måltidspolitik 'et mangfoldigt mad- og måltidskoncept'. Konceptet bygger på økologisk, klimavenlig og mangfoldig mad og har fokus på kulinarisk kvalitet og madens ernæringsmæssige sammensætning.

Målsætningen for vores mangfoldige mad- og måltidskoncept er:

  • At kunne tilbyde alle borgere mad og måltider, som så vidt muligt, imødekommer borgerens ønske, behov, traditioner og kulturel baggrund.

  • At skabe et mangfoldigt mad- og måltidskoncept, som er fleksibelt på en sådan måde, at køkkenet kan videreudvikles i takt med de borgere, som flytter ind på Peder Lykke Centret.

​​

Økologisk og klimavenligt produktionskøkken

Vi følger Københavns Kommunes mad- og måltidsstrategi. I produktionskøkkenet er over 90% af den mad vi serverer, lavet af økologiske råvarer. Dette opfylder kravene for institutioner i Københavns Kommune. Det betyder også, at vi har Det Økologiske Spisemærke i guld. 

Vi arbejder hele tiden på at gøre maden mere klimavenlig. Det er målsætningen, at klimaaftrykket for fødevarer skal reduceres med 25 procent inden 2025 i forhold til niveauet i 2018. Derfor arbejder vi også med bønner og linser som en del af menuplanerne og har fokus på at servere sæsonens råvarer og mindske madspild. 

Mad fra bunden - det skal smage rigtigt

For at produktionskøkkenet skal kunne servere velsmagende, ernæringsrigtigt og økologisk mad uden at sprænge budgettet kræver det både uddannelse, motivation og ordentlige fysiske rammer for køkkenpersonalet - vigtige faktorer, vi gør meget ud af på Peder Lykke Centret.​

Produktionskøkkenet arbejder målrettet på hele tiden at højne den kulinariske kvalitet af maden, hvorfor vi bruger friske og sæsonbestemte råvarer samt gennemtænker produktionen fra start til slut. Det betyder, at køkkenet løbende overvejer og omtænker sine opskrifter for at kunne udvikle den rette smag, og dels omtænker køkkenets arbejdsgange for at kunne finde tid og penge til at producere maden.

Menu

Vores køkken er ansvarlig for mad til plejehjemmets beboere samt til Café Peder Lykke.

Peder Lykke Centrets køkken afspejler vores mangfoldige profil. Vi tilpasser derfor menuerne til beboernes behov.

Hver måned udgiver køkkenet en menu for den kommende måned.

Se månedens menu for:

I øjeblikket tilbydes vores menu med halal-kost kun til plejehjemmets beboere.

Mangfoldighed i måltiderne

Maden på Peder Lykke Centret er primært bygget op omkring den danske og nordiske madkultur og tradition. I takt med at vi bliver flere og flere med forskellige nationaliteter, er vi i dag begyndt at implementere menuer og fødevarer fra hele verden i de daglige måltider. På Peder Lykke Centret kan du derfor både få serveret spaghetti bolognese, laksefrikadeller, bøf bourguignon, daal og flæskesteg.

I produktionskøkkenet er der repræsentanter fra mange lande verden over, eksempelvis Iran, Tyrkiet, Kina, Danmark og Italien. Det betyder, at vi i køkkenet har et bredt kendskab til, hvordan maden er sammensat og faktisk smager i de respektive lande - en viden, vi flittigt gør brug af i vores madproduktion på Peder Lykke Centret.​

Kontakt:

Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte køkkenlederen på tlf: 32344338​

Kontakt os

Telefon: 32 34 43 87

​E-mail: plc@suf.kk.dk

​​Fax: 32344386​

Privatlivspolitik

Læs Peder Lykke Centrets privatlivspolitik her:

For borgere og pårørende

For medarbejdere